SEIF skriver historie med hele tre divisionshold

Lørdag d. 8. september var en jubel dage i Bannerslundhallen.

Her var Strandby/Elling vært for kvalifikation til 2. division for U14-piger, landets næstbedste række, hvor FfI, Aars og Sindal kom på besøg.

SEIF-pigerne gjorde rent bord med relativt sikre sejre i alle tre kampe og er nu klar til at spille 2. division sammen med Aars, mens FfI og Sindal må på den igen næste weekend.

– Det vidner om en fantastisk bredde i U14-årgangen, da det rent faktisk er SEIF’s andethold, der skal spille 2. division.  Førsteholdet er direkte kvalificeret til 1. division på grund af gode resultater igennem flere år, oplyser Christian Bang fra SEIF.

Imellem U14-kampene skulle SEIF Håndbolds U16-piger forsøge at kvalificere sig til 1. division, og med en ualmindelig flot første halvleg kunne pigerne gå til pause med en føring på 18-8.

Anden halvleg blev lidt mere rodet, uden sejren kom i fare – og nu kunne pigerne juble om kap.

– Det er første gang, at vi i SEIF Håndbold har tre divisionshold, og det er vi selvfølgelig stolte af – og nu skal vi så bevise, at vi er dygtige nok til at begå os i divisionerne, udtaler Christian Bang.